KLØVE - JUBILÆUM PÅ RAADVAD FABRIK
49+1 ÅR
D. 12. juni 1975 var en solskinsdag, hvor jeg startede på at realisere min livsdrøm: At skabe egne smykker og begivenheder. Ind ad døren til butikken på Lyngby Hovedgade kom venner, familie, kolleger, min læremester Tage Selsøe Larsen og min far, som havde sået frøet til, at jeg blev guldsmed. Den dag mødte de smykker, som alle var blevet til under uddannelsen på Guldsmedehøjskolen, den to årige designuddannelse efter læretiden. Jeg var fuldstændig lykkelig i det øjeblik, mens jeg tænkte: Findes der mon en manual, som beskriver hvordan man gør? Men der findes ikke nogen opskrift på, hvordan man griber tiden an, så jeg satte mig på min lille sorte stol og gik i dialog med de ædle materialer.
Her i den anden ende af livet er jeg lykkelig og taknemmelig på en ny måde. Tak fordi jeg har fået mulighed for at møde alle jer, der bærer timer af mit liv. Tak til museer og gallerier for at byde mig indenfor med mine tanker, og tak til fonde og institutioner, som har begavet mig i mit guldsmedeliv med legater, priser og hæder.
Torsdag d. 12. juni 2025 er det 49+1 år siden det hele startede, og jeg vil på den dag sætte mig på min sorte træstol, og se hvordan det kommer til at gå med de amorfe ovaler, jeg er i gang med. Kommer du forbi ude i Rådvad torsdag d. 12. juni eller om fredagen 11-17 og om lørdagen 11-15, skal du være velkommen til at kigge ind forbi på 1. sal. Jeg har lagt bobler og rabarbersaft i køleskabet og byder på et glas og et jordbær, hvis du har lyst til det.
Foto: Sølvring til venstre lillefinger fra 1974 fotograferet af Dorte Krogh i 2009.